top of page
bpcarina

Sparekassen Danmark fortsætter som hovedsponsor i VBI


På billedet ses fra venstre Marianne Hansen, sponsoransvarlig VBI Håndbold, afdelingsdirektør Lars Have, Sparekassen Danmark, Niels Henriksen, formand VBI, Kathrine Bavnild Christiansen, VBI Volley/Basket, regionsdirektør Casper Nissen Larsen, Sparekassen Danmark og Günther Vangsted, formand VBI Fodbold.


Sparekassen Danmark fortsætter som hovedsponsor i Vrå-Børglum Idrætsforening (VBI). Det blev resultatet af et møde mellem regionsdirektør i sparekassen Casper Nissen Larsen og afdelingsdirektør i Vrå, Lars Have samt repræsentanter for VBI.

På mødet udtrykte sparekassens repræsentanter glæde over, at VBI trods corona og deraf følgende nedlukninger var i stand til at fremvise udelukkende sorte tal for både hovedafdelingen og de tre sportslige afdelinger, fodbold, håndbold og volley/basket. De havde også kun ros til overs for det høje og ganske stabile medlemstal, som ganske vist er dykket en smule under corona. En tendens som langt de fleste idrætsforeninger i Danmark har oplevet.

- Sparekassen Danmark bakker naturligvis gerne om det lokale foreningsliv. Lokal tilstedeværelse og opbakning er en af sparekassens fundamentale værdier, som ikke er ændret efter, at vi er blevet et meget større pengeinstitut med fusionen med Jutlander Bank. Med vores hovedsæde i Vrå er VBI selvfølgelig også en vigtig samarbejdspartner for sparekassen, fastslår Casper Nissen Larsen.

- I VBI er vi både glade og stolte over de flotte regnskaber, der blev offentliggjort ved generalforsamlingen fornyligt. Derfor er vi også meget tilfredse med, at den daglige indsats også er bemærket hos vores hovedsponsor, Sparekassen Danmark, som fortsat ønsker at være hovedsponsor for vores næsten 500 medlemmer, siger VBIs formand, Niels Henriksen.

- I VBI er det vores fornemste opgave at tilbyde børn, unge og voksne et varieret tilbud indenfor fodbold, håndbold og volley/basket samt udvikle foreningen, således at VBI fortsat vil være et vigtigt mødested for borgere i byen, og vi ser frem til at indgå i et fortsat positivt og konstruktivt samarbejde med Sparekassen Danmark.

Aftalen mellem sparekassen og VBI er som noget nyt et-årig. Tidligere var der indgået tre-årige aftaler.

- Med en et-årig aftale ønsker vi at sende et signal om, at vi rigtigt gerne vil mødes oftere end ved underskrivelsen af en ny sponsoraftale. Sparekassen Danmark ønsker at være en aktiv samarbejdspartner for VBI, og VBI vil gerne på samme måde gøre brug af sparekassens kompetencer, så en et-årig aftale er en klar fordel for begge, mener Casper Nissen Larsen og Niels Henriksen.

16 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page